Det kræver sin mink - at være en god mor

Stigende krav til produktionen af minkskind har gjort, at minken i dag føder næsten dobbelt så mange hvalpe i fangenskab, som den ville gøre i naturen.

Det betyder at minktæven i en periode er oppe på at producere en fjerdedel af sin egen kropsvægt i mælk om dagen. - Lidt af en præstation af det lille dyr, som fodres med proteinrigt foder, der koster energi at omsætte, og derfor også taber sig ganske betragteligt i de uger, hun dier sine hvalpe.

Minktæven er i det hele taget uhyre arbejdsom. Sideløbende med den høje mælkeproduktion er hun en usædvanlig omsorgsfuld mor, der bruger mange kræfter på at pleje sine hvalpe, flytte dem ud af redekassen, hvis der bliver for varmt derinde og fluks bære dem tilbage ved det mindste piv.

 

Nu har forskere på Det Biovidenskabelige Fakultet vist, at man ved at give minkene foder med flere let tilgængelige kulhydrater i, opnår en større mælkeproduktion og et lavere vægttab hos minktæven, og samtidig bliver hvalpene større.

Rikke Fink er agronom og adjunkt ved Det Biovidenskabelige Fakultets Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab.

Hun har stået i spidsen for projektet, og hun er blevet overrasket over, at minkene er så dygtige til at omsætte kulhydraterne, der i minkfoderet er gjort let tilgængelige.

I naturen ville minken nemlig næsten ikke få nogen kulhydrater, fordi den her lever af mus, fisk og andre smådyr. Måske skyldes minkens evne til at omsætte kulhydrater, at den langt ude er i familie med grævlingen, som også æder frugt, bær og rødder. Så selv om minken har udviklet sig til et rovdyr, har den beholdt evnen til at omsætte kulhydrater.

Nu er opgaven så, at få minkavlerne til at ændre fodersammensætning – til glæde for både mink og miljø, men det er lettere sagt end gjort, for både tradition og økonomi spiller ind.

 

Dyre proteiner
I dag fodres minkene rundt omkring på landets minkfarme med bi-produkter fra slagterier og fra fiskeindustrien.

Minken er som nævnt et rovdyr, og derfor er hovedparten af dens diæt baseret på protein (kød). Der er lavet nogle normer for, hvor meget protein der skal være i foderet, men i Danmark giver man faktisk mere protein i den periode, hvor minken dier sine unger, end normen anbefaler.

En af grundene til dette er, at det i Danmark har været forholdsvis nemt at få fat i proteinfodermidler så som slagteri- og fiskeaffald.

Men omsætningen af protein koster energi, også selv om minken er god til at omsætte protein via glukoneogenesen til kulhydrater og glukose.

 

Hvad koster protein? Når kroppen skal omsætte protein til energi, skal proteinet først nedbrydes til aminosyrer. Aminosyrerne omdannes til stoffet pyruvat, der efterfølgende omdannes til glukose, som kroppen så kan bruge til forbrænding. Processen, der står for denne omdannelse, kaldes gluconeogenese og foregår hovedsageligt i leveren. Kroppen bruger ekstra energi på først at omdanne proteinet til glukose, end når den omsætter kulhydrater direkte. Udnyttelsesgraden i procent, det vil sige forskellen mellem bruttoenergi (brændværdi) og energi til rådighed efter oxidation i kroppen, er f.eks. 70 % for glukose mod kun ca. 35 % for aminosyrer – resten (op til de 100 %) udgør det energitab, der frigøres som varme.

 

 

Kulhydrater giver mere mælk
I den periode, hvor minktæven skal lave meget mælk og bruge meget glukose i mælken, bruger den ekstra store mængder energi. En tæve på ét kg kan på fire uger producere fire kg mælk, og i den sidste del af perioden kan den producere op til 25 % af sin egen kropsvægt om dagen.

Paradoksalt nok er der i netop denne periode ekstra protein i foderet, så den i forvejen pressede minktæves krop skal arbejde endnu hårdere for at få energi ud af føden.

Minkene fodres med det proteinrige foder ud fra en teori om, at minken skal producere en hel masse proteinrig mælk. Men Rikke Fink har lavet en række forsøg, der viser, at det faktisk er bedre for minkene at sænke proteinindholdet i foderet:

"Ved at nedsætte proteinindholdet med op til 40 % har vi øget mælkeproduktionen, og samtidig vokser hvalpene bedre. Vi erstattede proteinet med letfordøjelige kulhydrater. De kulhydratkilder man bruger i minkfoder er hovedsagelig byg og hvede, der er behandlet så stivelsen er tilgængelig."

"Minken har som rovdyr en meget kort tarm, næsten uden mikrobiel aktivitet og kan derfor kun udnytte kulhydrater i form af mono- og disakkarider, samt gelatiniseret stivelse. Derfor skal kornet være varmebehandlet så minken kan udnytte stivelsen," forklarer hun.

"Vi har så undersøgt, hvordan mælkens sammensætning ændrer sig, når vi ændrer på foderets sammensætning – om mælken for eksempel bliver tyndere, når der bliver produceret mere af den, men det gør den ikke. Aminosyresammensætningen var også stort set den samme, og hvalpene fik derfor flere aminosyrer, fordi de fik mere mælk, hvilket bevirkede at de havde en bedre tilvækst” fortæller Rikke Fink, der også kan oplyse, at selv om minken godt kan være lidt af en kræsenpind, kan dyrene godt lide kulhydratfoderet.

 

Hyggelig adfærd besværlig for forskerne
Rikke Fink studerer minken i diegivningsperioden, hvor den får og passer sine hvalpe. I denne periode ligger minktæven stort set hos sine hvalpe hele tiden, og de kan die, når de vil – en adfærd som minder om hundens og kattens.

Selv siger Rikke Fink, at det er noget af det hyggeligste – at se minktæverne ligge i forårssolen med deres hvalpe omkring sig. Den hyggelige adfærd gør det dog lidt besværligt for hende, at måle minkens mælkeproduktion:

”Hos koen kan man malke ud til yveret er tomt, og så kan man sige, at den udmalkede mælk er mælkeproduktionen. En so giver en slags gryntesignal og har en decideret mælkenedlægningsmekanisme, hvorefter man så som smågris skal holde sig til. Derfor kan man veje grisene før og efter de har suttet hos moren."

"Men minkens adfærd gør, at vi må bruge en anden metode, hvor vi sprøjter en kendt mængde af den ikke-radioaktive isotop deuteriumoxid ind i hvalpene. Efter to timer tager man så en blodprøve på dem, måler mængden af isotopen i blodet, hvorefter hvalpene kommer ind til deres mor i 48 timer, hvorefter man igen tager en blodprøve. Mælken, hvalpene har fået i den periode, fortynder koncentrationen af isotopen i blodet, og ud fra en masse beregninger kan man så regne ud, hvor meget mælk tæven har produceret” forklarer hun.

Godt for miljøet
Det er ikke kun minkene, der vil nyde godt af de flere kulhydrater – miljøet vinder også, hvis avlerne er villige til at ændre fodersammensætningen.

På grund af det høje proteinindhold i foderet indeholder minkenes efterladenskaber meget store koncentrationer af kvælstof. For nogle år siden blev det derfor et lovkrav, at man skal have gylle-render under burene, hvor man før blot havde grus, og der blev færre dyr pr. dyreenhed (det vil sige, at hver enkelt avler nu må have færre dyr end før).

Med de mange fiskeben og knogledele i foderet er minkenes afføring samtidig rig på fosfor- et stof, der er fokus på i den netop iværksatte Vandmiljøplan III.

”Selv om Danmark er verdens største producent af minkskind, så er kvælstofbidraget fra minkproduktionen dog lille i sammenligning med bidraget fra vores samlede svineproduktion. Alligevel skal man sætte ind, hvor man kan, og kvælstof og fosfor i urin og afføring reduceres helt enormt, når det fjernes fra foderet” fortæller Rikke Fink der samtidig påpeger, at minkproduktionen faktisk løser et affaldsproblem ved at kunne bruge nogle af de biprodukter, man ellers ville have svært ved at komme med:

”Slagteriaffald kan også bruges til dyrefoder til hunde og katte, men da forbrugerne er villige til at betale en masse penge for mad til deres kæledyr, kan dyrefoderproducenterne betale slagterierne en højere pris for affaldet, og derfor får de også en bedre kvalitet med mere kød i. Tilbage er så det dårligere slagteaffald, som faktisk bliver ringere, fordi slagterierne bliver bedre og bedre til at udbene, så der kommer mindre kød og flere knogler og ben i," forklarer hun.

"Vi kan derfor kun se fordele ved at reducere foderets proteinindhold i diegivningsperioden og muligvis også i andre perioder af minkens produktionscyklus, men det er sin sag at få det ud til erhvervet og få avlerne til at turde skifte fodersammensætning” fortæller Rikke Fink.

Pelsdyrerhvervet har sin egen forsøgsfarm, og her har man efterprøvet Rikke Finks forsøg i større skala. Disse forsøg viste det samme, og de har ført til, at man i dag tør gå ned på, at 45 % af energien i foderet kommer fra protein, hvor det før var 55%, men der er stadig et stykke vej ned til de 30%, Rikke Fink arbejdede med.

 

Flushing giver flere hvalpe En af avlernes metoder til at få minkene til at føde flere hvalpe er den såkaldte flushing, som er en efterligning af, hvad der sker for vilde mink i naturen. Der taber minken sig i løbet af vinteren, hvor der en mangel på føde. Når foråret kommer, kommer der igen mange mus og lignende, og så tager dyret på. Det opfatter kroppen som tegn på opgangstider, og minken løsner æg for at kunne formere sig. - Ganske smart mekanisme, som avlerne efterligner ved at begrænse mængden af foder i en periode, ti dage er nok, hvorefter de bliver fodret ad libitum. Man har fundet ud af, at når minkene begynder at æde en hel masse igen, påvirkes insulin og en række hormoner i blodet, hvilket påvirker ægløsningen, så hunnerne løsner flere æg og får flere hvalpe.

 

BioInfo Nyt maj 2005, skrevet af Lykke Thostrup

Tilbage til toppen