En nævefuld frø - sikre afgrøder til verdens fattigste
Når den kenyanske bonde Esther stolt viser besøgende en håndfuld af hendes såsæd, er hun ikke klar over, at frøene er fyldt med svampesygdomme og mikroskopiske ukrudtsfrø, der med stor sikkerhed nedsætter hendes udbytte ganske betragteligt, og, hvis det går helt galt, kan ødelægge en afgrøde fuldstændigt.
År efter år opformerer hun sygdommene og ukrudtet, fordi hun høster frø fra syge planter eller sår den samme afgrøde i den samme jord i årevis. Trods Esthers syge frø er hun dog en mønsterbonde.
Hun har nemlig styr på sine ting, lægger mærke til, hvad der sker i marken og prøver at indrette sig efter det. For eksempel ved hun, at hvis hendes frø er hullede, skal hun lade dem ligge et ekstra år, inden de bliver lagt i jorden, for så dør larverne, der har lavet hullerne. Og hendes frø er langt bedre en naboens.
Hun er netop den slags bonde, som Danidas forskere på Frøpatologisk Institut for Udviklingslandene gerne vil have fat i: En såkaldt proaktiv bonde der interesserer sig for tingene, og som gerne vil lære mere om at få de bedste planter som muligt.
Frøpatologisk Institut for Udviklingslandene (DGISP, Danish Govermental Institute of Seed Pathology for Developing Countries) er placeret på Det Biovidenskabelige Fakultet, og den store udfordring for instituttets forskere er at få viderebragt deres viden om frøbårne sygdomme til afrikanske bønder som Esther.
Bøndernes forhold i ulandene er nemlig fundamentalt anderledes end de forhold, vi kender til fra det danske landbrug. Hvor bønderne herhjemme køber gennemtestede og kvalitetssikrede frø fra autoriserede frøfirmaer, har småbønderne i den tredje verden ikke den mulighed.
De høster frø fra deres egne afgrøder – gemmer dem til det efterfølgende år og sår dem ud, hvis høsten altså ikke har været så dårlig, at de i årets løb er blevet nødt til at spise både forrådet og såsæden, som de opbevarer sammen.
Forskerne arbejder ikke direkte sammen med småbønderne, men de uddanner universitetsfolk og konsulenter til at tage tilbage og få deres viden bredt ud i systemet via landets eget netværk af konsulenter.
De metoder, de har lært, er tilpasset de lokale forhold i deres hjemland. På grund af småbøndernes manglende økonomi og landenes manglende infrastruktur skal der findes løsninger, der kun kræver de ressourcer, der findes i lokalmiljøet, og som bønderne selv kan bearbejde og anvende på den rigtige måde.
Syg jord giver syge frø
Hovedparten af de sygdomme, bønderne i udviklingslandene slås med, er forskellige svampesygdomme. Nogle svampe angriber frøene i marken, inden de høstes. Andre svampe vokser ind i frøet, mens andre igen sidder udenpå og angriber de fremspirende kimplanter. Sådan frøbåren smitte kan føre til, at frøet eller kimplanterne dør.
Der kan også ske det, at planten vokser op med sygdommen, og at svampesporer herfra så kan være årsag til, at der udvikles epidemier i marken. Mange svampe, som angriber frø, kan overleve flere år i jorden og angribe ellers sunde frø og planter i marken.
Disse jordbårne svampe bliver opformeret, når den samme afgrøde dyrkes år efter år på samme mark, og så er det hele marken, det lige pludselig er galt med. Når markjorden er inficeret, hjælper det ikke at så sunde frø, for frøene eller de fremspirende planter bliver smittede og dør.
Nogle svampearter kan inficere de små kimplanter, uden at slå dem ihjel. Disse svampe kan man ikke altid få øje på i marken– planterne ser måske i begyndelsen allerhøjst lidt blege eller pjuskede ud – men selve svampen vokser inde i plantevævet, og de fleste arter bryder senere igennem som bladpletter, eller døde områder (nekroser) på stængler eller rødder.
I de døde plantedele dannes så svampens sporer, der kan spredes med vinden, regnsplask eller insekter til andre planter af samme art i marken.
Om en plante bliver smittet af en sygdomsfremkaldende svamp, afhænger af plantens modtagelighed, mængden af smitstof og af det omgivende miljø (for eksempel klima og jordbundstype).
Det er en ganske almindelig praksis, at når en bonde ser huller i marken, hvor en plante ikke er kommet op, lægger hun nye frø samme sted igen. Hun ved ikke, at de frø, der aldrig spirede eller de kimplanter, der døde hurtigt efter spiringen, højst sandsynligt var inficerede, og at svampe, eller bakterier herfra inficerer de nye frø eller planter.
En anden praksis er, at putte 5-6 frø i samme hul, når man med håndkraft sår marken til. Er bare et af frøene syge, vil det smitte de andre frø. De små fattige bønder bruger deres egne frø, og i mange tilgælde samler de frø af grøntsager, der ikke kan sælges på markedet, fordi de er dårlig kvalitet. Der er stor sandsynlighed for, at frøene herfra også er af dårlig kvalitet.
”Det bunder i, at de ikke ved, hvad de har med at gøre, og det er sådan noget, vi gerne vil lære dem. Det forsøger vi så i samarbejde med vores lokale samarbejdspartnere. De afholder dagskurser for bønderne, hvor de dels får forklaret og demonstreret, hvor vigtigt det er at bruge rene sygdomsfri frø, hvis man vil være sikker på at få et ordentligt og forudsigeligt udbytte, dels lærer de at teste og sortere deres frø før de sår dem," siger Vibeke Leth, der er lektor på DGISP.
"I nogle af vores samarbejdsprojekter er det endda lykkedes at få bønderne til selv at deltage i forsøgsarbejdet, og det har vist sig, at de er meget villige til at skrotte deres gamle vaner, når de med egne øjne ser, hvad de kan vinde ved det. Vi ved godt, hvad de kunne gøre i stedet for, hvis vi skulle rådgive dem efter danske dyrkningforhold – de kunne for eksempel købe kontrollerede sygdomsfrie frø, de kunne bejdse frøene med kemiske bekæmpelsesmidler eller de kunne lave sædskifte med en anden afgrøde, der ikke bliver angrebet af sygdommen, så smitten i jorden efterhånden dør ud," fortæller hun.
"Men ingen af de løsninger kan bruges. Mange udviklingslande har slet ikke et system, der sikrer, at man kan købe kontrollerede (certificerede) frø, og hvis man kan, har bonden slet ikke råd til at købe dem. Sædskifte er heller ikke muligt på deres små 1-2 ha jordlodder. Tilbage bliver så, at vi skal forsøge at udvikle enkle metoder som sætter bonden selv i stand til at kontrollere og behandle sine egne frø og overføre så megen viden og indsigt, at hun også kan producere sunde frø i marken” fortæller Leth.
Ønskes: simple metoder
På DGISP arbejder man for tiden med forskellige projekter i Asien og Afrika, hvor man ser på kvaliteten af de fattige bønders egne frø.
Vibeke Leth selv samarbejder for tiden mest med Burkina Faso. Det, hun er ude efter, er at finde miljøvenlige alternative metoder til kemikalier for, som hun siger:
”De små bønder har ikke råd til at købe kemiske bekæmpelsesmidler og i øvrigt er det ikke til at købe kemikalier på markedet: Hvis det ind imellem findes ved man ikke hvordan det skal bruges, og ofte dur det ikke eller er for gammelt – de handlende kan finde på at dele dele kemikalierne op i små portioner og sælge det i for eksempel Nescafé-dåser. Men hvorfor skulle de bruge kemikalier og dermed gøre de samme fejl, som vi har gjort i ilandene tidligere? Vi bruger for eksempel næsten ikke noget frøbehandling herhjemme i dag bortset fra rensning”
I stedet sprøjter vi afgrøderne med kemiske pesticider så vi undgår smittespredning i marken. Det vil af flere grunde være umuligt for de små bønder i udviklingslandene. Det de kan gøre, er at forsøge at udnytte nogle af de fordele der er ved at have overkommelige småbrug, menneskelige resourcer og lokale naturstoffer.
Der er da også en række forholdsvis simple ting, man som småbonde umiddelbart kan gå i gang med. Det måske simpleste er at sortere sine frø. Der er forskellige måder at sortere frøene på.
For eksempel kan man sortere på baggrund af massefylden ved at putte frøene i saltvand. Så flyder de lette og tomme frø ovenpå, og man kan så simpelthen skumme de dårlige væk.
Man kan også sortere ud fra frøenes udseende. I Bangladesh har Instituttet et projekt, hvor hele familier sidder og piller de sortplettede, syge riskorn fra – det kan en familie overkomme, fordi de har små marker.
”Det er sjovt at udvikle simple metoder der relativt hurtigt kan gøre en forskel for bønderne. Den største udfordring ligger dog i at få overført teknologien til bønderne via deres konsulenter (extension service). Konsulenttjenesten hvis den overhovedet fungerer er en meget primitiv én af slagsen – konsulenterne kommer rundt til fods, og det kan nemt være en gåtur på ti kilometer, så det er ikke ligefrem hver eller hver anden dag, bønderne får besøg af dem," fortæller Vibeke Leth og fortsætter:
"Dertil kommer, at de for det meste mangler uddannelse. For at konsulenterne kan nå så mange bønder som muligt, er deroprettet farmer’s field schools, hvor bønderne mødes, måske i stedet for at gå i kirke en søndag formiddag, og får demonstreret metoder og vist nogle marker der er behandlet på forskellig måde som f.eks afgrøder af sorterede og usorterede frø. På den måde får de selv lejlighed til at vurdere, om det er metoder, de selv vil binde an med Vi kan nu se, at der er nogen, der er begyndt at få glæde af vores arbejde."
"Projekterne i Bangladesh har klart vist, at det giver et langt større udbytte at sortere risfrøene med håndkraft eller saltvand. Næste skridt bliver så at gennemføre metoderne i bøndernes almindelige dyrkningspraksis med andre ord, at ændre deres vaner og få dem til systematisk at sortere deres frø og teste deres spiringsevne Man kan lave spiretests på en meget simpel måde ved man tager et bananblad, og piller overhuden af. Nedenunder er der så nogle celler, man kan lægge et frø i hver celle og holde bladet fugtigt.. Efter et par dage kan man så se hvor mange der spirer og også om de ser ”normale” ud," siger hun.
"Er der høj spiringsevne (85-100 %) og kimplanterne ellers ser normale ud, kan man så dem, men ved lav spiringsprocent eller unormale kimplanter kan det betale sig at sortere frøene. Det er den konklusion vi er kommet frem til efter forsøg med ris og chillifrø” fortæller Leth, der samtidig pointerer, at disse simple forebyggende metoder kan kombineres med miljøvenlige bekæmpelsesmetoder.
Aggressivt ukrudt
Det allerstørste problem, bønderne i tropisk Afrikas mere tørre områder er ifølge Vibeke Leth det parasitiske ukrudt Striga, der angriber sorghum, hirse og majs.
Striga-frø er lige så små som Orchidéfrø – det vil sige så små som støvkorn. Når bønderne høster deres afgrøder, ”støver” Striga-planterne, og deres frø forurener de høstede frø.
Senere, når så frøene senere sås, følger Striga med i marken og kan straks begynde at parasitere afgrøden, når frøene spirer.
Striga-frøene sender en snylterod – et haustorium – ud, som etablerer sig i værtsplantens rødder og parasiterer den.
Det er muligt, at den også danner giftige stoffer i værtsplanten, som bliver gullig og væksthæmmet Der kan stå mange Strigaskud omkring en værtsplante og hvert skud producerer tusindvis af frø.
Bønderne kan kun bekæmpe Striga ved at hugge den af i tide – inden den sætter frø, men det er et enormt arbejde, og skaden er jo allerede sket på værtsplanten, inden Striga dukker op over jorden.
Der arbejdes flere steder i verden på at udvikle bekæmpelsesstrategier mod Striga. Da de små bønder jo ikke har mulighed for sædskifte, er en af metoderne til at komme Striga-frø i jorden til livs, at man imellem kornafgrøderne planter rækker af såkaldte falske Striga-værtsplanter, som stimulerer Striga-frøene til at spire, men som ikke lader sig inficere af parasitten.
”Vi arbejder i DGISP på at udvikle biologiske midler til at behandling af sorghum, hirse og majsfrø, så de frøbårne Striga-frø dræbes, og de fremspirende planter beskyttes mod angreb af Striga. Vi håber at kombinationen af de to metoder i løbet af få år kan få bugt med de store Striga-frøreserver, der har hobet sig op i jordene og samtidig beskytte afgrødeplanterne mod angreb. Striga-frø i landbrugsjorden udgør en latent fare for store udbyttetab af de tre kornarter i ca. 70 % af Afrika’s opdyrkede områder," fortæller Leth.
"I de tørre områder i Afrika er sorgum den basale afgrøde, og for lave udbytter giver hungersnød. På DGISP arbejder vi hovedsagelig med frøbårne sygdomme, men vi har indset, at det ikke hjælper meget at forsøge at behandle frøene af de tre afgrøder mod de frøbårne sygdomme, hvis planterne så bagefter bliver angrebet af Striga. Det klogeste vil være at forsøge at behandle frøene mod både sygdomme og Striga på samme tid. Vi arbejder derfor sammen med fakultetets Sektion for Ukrudt, Hohenheim Universitet og partnere i Burkina Faso på at løse denne opgave," beretter hun.
Sporer i gummi
Vibeke Leths samarbejdspartnere fra Hohenheim Universitet har isoleret svampen Fusarium oxysporum fra Ghanesiske sorghumrødder, og det har vist sig, at det specielle isolat angriber og dræber Striga, der forsøger at etablere sig på sorghumrødderne, uden at gøre skade på sorghum selv eller andre planter.
”Vi har lavet en række potteforsøg, hvor jorden er blevet blandet med Striga, hvorefter der er tilsat svampesporer og så sået sorgum i blandingen. Vi har set en klar effekt af Fusarium, da der i de behandlede potter dukkede ingen eller meget få Striga-skud op, når vi sammenlignede med de ubehandlede potter (70 –90 % bekæmpelse). Det er bare ikke særlig realistisk at forestille sig, at man kan gå ud og begynde at blande jorden op med Fusarium-sporer. – Hvor skulle bønderne få fat i dem? Og kan de håndtere sådan en levende organisme, der ikke må forurenes og må ikke sættes i solen? Vi fik så den idé, at man måske kan vælge at coate frøet med Fusarium-sporer” beretter Vibeke Leth.
En af de første opgaver har været at finde ud af, hvad man skulle bruge til at coate sorghumfrøene med. Det skulle være noget, der fandtes overalt i Afrika og som bønderne gratis eller meget billigt kunne få fat i, det skulle både kunne klistre Fusarium-sporerne fast til frøet og tjene som næring til svampen og endelig skulle det beskytte svampesporerne, så de holder sig i live lang tid på lager.
Valget faldt på gummi arabicum, som godt nok er meget dyrt herhjemme, men ikke i Afrika, hvor man kan gå hen og tappe det direkte af træerne. Så Vibeke Leth og hendes kolleger testede nogle forskellige opløsninger af gummi arabicum, og fandt at det levede op til alle de fastsatte kriterier og efterfølgende potteforsøg med de coatede frø gav op til 93 % bekæmpelse.
”Det næste, vi skal i gang med, er at finde en simpel og billig måde at dyrke svampen på. Vi har arbejdet med at dyrke den på plantemateriale – for eksempel blade og avner fra sorghum – og det ser ud til at være et fint basissubstrat for svampen, for den vokser godt og producerer relativt mange sporer herpå. Det svampebevoksede plantemateriale kan tørres og pulveriseres og bruges til at coate frøene med," fortæller hun og fortsætter:
"Nu står det så tilbage at finde ud af hvordan masseopformering af svampen kan foregå under sterile forhold på gårdene eller på landsbyniveau. Langt hen ad vejen kan bønderne jo nok klare at producere svampen, men vi forestiller os at det vil blive nødvendigt at producere en starterkultur centralt under kontrollerede betingelser på f.eks. et forskningslaboratorium. Breve med afmålt tørret kultur (ligesom tørgær) kan så distribueres via konsulenterne eller uddeles ved farmers field school-dage."
Dyre frø angribes også
Det er noget relativt nyt, at Frøpatologisk Institut for Udviklingslandene er begyndt at fokusere på småbøndernes frø – fra instituttets start i 1965 var indsatsen mere rettet mod den formelle frøsektor i udviklingslandene. Men trods ihærdig indsats fra flere organisationer og landes side er det ikke lykkedes at overbevise de små fattige bønder om at bruge certificerede frø.
Dels har de på grund af manglende infrastruktur ikke kunnet få fat i dem, og dels har de ikke haft råd til at købe dem. I dag regner man stadig med, at mindst 95% af de frø, der bruges i udviklingslandene, er det, man kalder farmers’ own saved seed.
Derfor er det meget vigtigt at koncentrere indsatsen her, så disse landmænd får bedre mulighed for at dyrke sunde afgrøder og få nogenlunde forudsigelige udbytter, som er store nok til både at dække eget forbrug og salg. Kun på den måde vil den gruppe mennesker, der i nogle lande udgør 99 % af befolkningen, kunne komme sult og fattigdom til livs.
”I nogle lande, som for eksempel Kenya, findes der frøfarmere, som dyrker frø af sorter, der er forædlede til at tolerere tørke eller er resistente mod visse sygdomme. Men det er ikke kun pengemangel der er årsag til at de små bønder ikke køber dem."
Det fortalte Esther under besøget på hendes gård: I Kenya har småbønderne adgang til hybridmajs, som er reistente mod visse svampe. Men en svampesygdom, de ikke er modstandsdygtige over for, er den såkaldte Black Jack, som ifølge Esther er det værste problem, de har i majs.
Black Jack er en brandsvamp hvis sorte sporer spredes med vinden og angriber de enkelte majskorn via stilken. Svampen vokser ind i kornene og omdanner dem til sorte sporemasser.
Svampen sprænger kornene, og når det sker, kommer alle de sorte sporer ud og spredes videre til sunde planter. Og derfor resonerer Esther ligesom de andre småbønder, at måske er de fine hybridfrø rene for andre sygdomme, men når de putter dem i jorden, kommer den her Black Jack alligevel, den er der altid. Så hvorfor betale en masse for frøene, som alligevel bliver angrebet af svamp, når man i stedet kan få dem hos sin nabo – hun så ud til at have sunde planter sidste år?
"Der er lang vej endnu før vi får gjort småbønderne opmærsomme på betydningen af sunde frø. Men Esthers historie fortæller os, at der er ved at ske noget på det felt, og det er alligevel imponerende at se, hvad de trods alle plantesygdommene, insektangrebene og ukrutet får ud af de få hektar jord de har. Man kan ind imellem få helt lyst komme og arbejde som græsrod – der er virkelig nok at tage fat på” slutter Vibeke Leth.
Læs om Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcers besøgsordning.
Man kan få en folder om besøgsordningen tilsendt ved at kontakte uddannelsesvejledningen på telefon 35 28 36 67.
BioInfo Nyt november 2003, skrevet af Lykke Thostrup
Litteraturliste
Tilbage til toppen
Lykke Thostrup, - siden er sidst opdateret d.17. januar 2012