Forsøgsdyr - berigelse ændrer grundlag for forskning

Forsøgsdyr skal have mulighed for at udtrykke deres naturlige adfærd, der hvor de er opstaldet. På Det Biovidenskabelige Fakultet forsker man i, hvilken effekt den lovfæstede miljøberigelse har på dyrene, og hvad det betyder for forskningsresultaterne

Af Sanne Lund
Fotos: Axel Kornerup Hansen og Det Biovidenskabelige Fakultet

Denne artikel er publiceret på www.kvl.dk i november 2004

 

Der er en vimsen rundt i burene inde hos forsøgsmusene på Det Biovidenskabelige Fakultet.

Oven på trådburene ligger tynde strimler af træuld, som musene trækker ned til sig for at bruge det til at bygge rede af. Nede i burene ligger foruden strøelse også bomuldsplader, som musene kan kradse op og bruge til mere redemateriale. Det er nemlig en del af de små gnaveres naturlige adfærd, og den skal de have mulighed for at følge.

Miljøberigelse hedder det på fag- og lovgivningssprog. Det betyder blandt andet, at dyrenes omgivelser skal efterligne deres naturlige miljø mest muligt, at socialt anlagte dyr skal have mulighed for at være sammen med artsfæller, og at dyrene skal have noget i buret, som de kan gnave i, kravle på og skjule sig i.

Europarådet vedtog i 1986 en konvention om forsøgsdyr og miljøberigelse, som medlemsstaterne frivilligt kunne ratificere. I 1998 kom et direktiv fra EU, der pålagde EU-landene at ratificere Europarådets konvention inden år 2000.

Ændringer i hjernen
Professor Axel Kornerup Hansen leder arbejdet på Laboratorium for Forsøgsdyrkundskab og Forsøgsdyrvelfærd, hvor man forsker i, hvordan gnavere som mus og rotter ændrer sig, når de for eksempel får mulighed for at være aktive.

”Det har helt klart en betydning for dyrene, det ændrer for eksempel på et neurotransmitterstof i hjernen, der har betydning for blandt andet sindsstemninger”, fortæller Axel Kornerup Hansen.

I hjernen sendes signaler rundt som nerveimpulser rundt i hjernens celler, der hver især er udstyret med receptorer til at modtage impulserne. Et dyr, der stimuleres af sine omgivelser, kan danne flere receptorer.

”Dyret bliver simpelt hen kløgtigere, det kan man måle med en PET-skanning, der kan vise aktiviteten i hjernen, og man kan også lave adfærdstests”, siger Axel Kornerup Hansen.

Gode forsøgsdyr
Tidligere, da der ikke var nogen krav om, at forsøgsdyrs omgivelser skulle lægge sig op ad deres naturlige miljø, risikerede man stressede dyr.
Et stresset dyr, der har et dårligt liv, udskiller meget dopamin, der er et neurotransmitterstof og som virker dulmende. Lidt ligesom et narkotikum.

”I dag arbejder vi ud fra den skole, at et dyr, der i virkeligheden er psykiatrisk patient, ikke er velegnet som forsøgsdyr", siger Axel Kornerup Hansen.
Men det er ikke helt uden konsekvenser for forskningen, når forsøgsdyrene ændrer sig, for så ændres det videnskabelige sammenligningsgrundlag også.

Lovens bogstav Uddrag fra Lovbekendtgørelse 687 om forsøgsdyrs pasning og opstaldning og om anvendelse af udryddelsestruede og vildtlevende dyr til forsøg mv.: § 4. stk. 2 […]at forsøgsdyrenes fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, herunder f.eks. adgang til vand og føde, strøelse, miljøberigelse, mulighed for fysisk udfoldelse og social kontakt, mulighed for brug af beskæftigelsesmaterialer samt adgang til redebygning [...] tilgodeses bedst muligt.

Dyremodeller
Når man studerer nogle forhold i dyr for at kunne sige noget om forhold hos mennesker eller andre dyrearter, så siger man, at man bruger en dyremodel, der af den amerikanske sundhedsstyrelse er defineret som ”en levende organisme, hvori normalbiologi eller –adfærd kan studeres, eller hvori spontane eller fremkaldte sygdomsprocesser kan undersøges, og hvori det undersøgte fænomen i et eller flere henseender ligner det samme fænomen hos mennesker eller andre dyrearter”.

Fordi man ikke tidligere brugte berigelse til forsøgsdyr, så ændrer man ved de kendte dyremodeller, når man tilfører forsøgsdyrene redemateriale og anden aktivering.

Vant til udfordringer
Et dyr, der i sine omgivelser er aktiveret og har mulighed for at løse små opgaver, vil reagere mindre tydeligt på forsøg med ydre påvirkninger som for eksempel høj lyd.
”Dyrene bliver ikke så bange, fordi de er vant til at blive udfordret", siger Axel Kornerup Hansen.

Derfor vil man ikke længere få et udtryk, man kan bruge, fordi det er for svært at måle. Men man kan komme uden om problemet ved at anvende nogle andre metoder og eventuelt kombinere flere forskellige metoder.

En ny måde at måle forsøgsdyrs tilstand på, både under opstaldning og under forsøg, er telemetri, hvor en radiosender i dyret kan registrere hjertefrekvens, blodtryk og temperatur. Det gør det muligt at måle selv meget små udsving hos dyrene.

Bekymring for variation
En af de ting, man var mest bekymret for ved indførelsen af miljøberigelse hos forsøgsdyr var, om der ville opstå stor variation mellem dyrene. Det kunne nemlig betyde, at de ville reagere forskelligt på forsøg, så man derfor måtte bruge flere dyr for at få brugbare resultater. Det ville være helt modsat de bestræbelser, der ellers er for at bruge så få forsøgsdyr som muligt.

Man kan dog gøre meget for at forhindre stor variation i en gruppe af forsøgsdyr ved at anvende dyr, der via de seneste hundrede års avlsarbejde har meget ensartede gener. Når man parrer bror og søsterdyr gennem mange generationer, så får man dyr, der kan være næsten lige så ens som énæggede tvillinger.

De dårlige, recessive gener, der ved indavl kan føre til sygdomme og nedsat frugtbarhed kan man udrydde i løbet af en årrække, der svarer til 20 muse-generationer. På et år kan man nå at avle tre generationer hos mus og rotter.