Mink og for tidligt fødte børn - hvordan hænger det sammen?

Forskning i minkens mave-tarmsystem kan ikke alene hjælpe pelsdyravlerne i deres kamp mod hvalpediarreer, men også være med til generelt at udvide kendskabet til fordøjelsessystemet i det tidlige livsafsnit – til gavn for forskning i behandling af for tidligt fødte børn.

Lektor, cand.scient Jan Elnif forsker i minks mave-tarmsystem på Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab på Det Biovidenskabelige Fakultet .

 

Når forskere gerne vil vide mere om nyfødte børns fordøjelsessystem, anvender de ofte pattegrise som modeldyr. At mink også kan anvendes i den sammenhæng, er ikke så velkendt, men faktisk kan forskning i mink være med til at give nogle oplysninger, som ikke er så lette at få ved blot at iagttage pattegrise. – Det er blot en af de ting, som forskning i minkens mave-tarmsystem kan anvendes til.
Lektor Jan Elnif fortæller:

”Minken er meget lille, når den fødes. Den vejer kun omkring 8-10 gram, er nøgen, blind og helt afhængig af tævens pleje. Ligesom så mange andre pattedyr lever den udelukkende af tævens mælk de første fire uger og begynder først derefter at æde foder.. Minkhvalpe er imidlertid ikke så færdigudviklede, når de bliver født. Det gør, at man kan sammenligne tarmens udvikling i den nyfødte mink med udviklingen i et ufødt grisefoster eller et for tidligt født barn.” 

 

 

 

Nyfødte minks tarme svarer i udvikling til tarmene hos ufødte grise eller for tidligt fødte børn.

Foto: Connie Mathiesen

 

Minkens mave-tarmsystem
Minken er et rovdyr og dens tarmsystem er anderledes end planteæderens. Rovdyr har en relativ kort tarm, hvor det meste er tyndtarm, men næsten ingen tyktarm. Tarmsystemet hos en pattegris er for eksempel 14 gange så langt som selve grisen, hvor det hos mink kun er ca. 4 gange dyrets længde.

Mink har slet ikke ingen blindtarm. De har ikke brug for at kunne omsætte kulhydrater i naturen, for dem kommer minken slet ikke i forbindelse med.

Når den i naturen fanger en mus, kan musemaven indeholde rester af korn, men det er det nærmeste, minken kommer på vegetabilsk føde. De er derfor ikke særlig gode til at nedbryde stivelse.

Jan Elnif har undersøgt udviklingen af bugspytkirtlens enzymer, mavens enzymer og de enzymer, som sidder i tarmvæggen, og set at udviklingsforløbet hos rovdyr og planteædere er meget forskelligt.

Til gengæld ligner mink og kat på mange måder hinanden, og de har begge som rovdyr en senere udvikling end for eksempel grisen.

 

Sunde hvalpe – gode skind
Når der forskes så meget i mink i Danmark, skyldes det, at vi har en stor minkproduktion. Der er store økonomiske interesser på spil.

En del af forskningen bliver da også støttet af Dansk Pelsdyravlerforening, som har en interesse i, at produktionen bliver så rentabel som mulig. For eksempel kan minkavlerne have problemer med hvalpediarreer, som især ses i de første fire uger af minkhvalpens liv.

Det er en periode, hvor de alene ernærer sig af tævens mælk og dermed er afhængige af tævens evne til at producere ernæringsrigtig mælk. Det hænger igen sammen med den ernæring, som tæven selv får.

Selv om en diarre-periode - hvis hvalpen overlever - ikke har stor betydning for pelsens kvalitet, så hæmmer det væksten, og skindet bliver lidt mindre. Minkproduktionen har et provenue på to-tre milliarder om året. Da pelsavlerne bliver betalt efter skindets størrelse, har det stor økonomisk betydning.

En tidlig og god hvalpevækst er nemlig vigtig for at få et dyr, som vokser hurtigt og sundt, og som kan producere et smukt skind og give en god indtjening.

 

Hvalpediarre giver større dødelighed
Jan Elnif håber, at hans forskning i minkens mave-tarmsystem på sigt vil kunne medvirke til at afhjælpe problemerne med hvalpediarreer.

”Hvis vi kan pege på nogle steder i tarmens udvikling, hvor minken er specielt følsom, kan det være, at forskere inden for farmakologi og veterinærvidenskab går videre og finder en løsning på problemet”, siger han.

Det er hvalpediarreen før fravænning og inden hvalpen selv begynder at æde, der kan medføre dødsfald, hvis den ikke bliver behandlet.

Tilstanden giver sig udslag i, at hvalpen vantrives, får kraftig diarre og bliver fedtede. Det fedtede sekret kommer fra et tykt område i nakken, som tæven benytter, når den flytter rundt på hvalpene.

Her sidder en mængde svedkirtler, der afgiver et fedtet sekret, som hvalpene i deres svækkede tilstand bliver smurt ind i. Hvalpenes vækst stoppes helt eller nedsættes i de dage, hvor de har diarreen. En minkhvalp skal vokse fra otte-ti gram ved fødslen og op til 25- 30 gram i den første uge, hvilket er ret meget, og væksten fortsætter de næste fire måneders tid. Derefter er længdevæksten afsluttet. Minken kan blive federe, men vokser ikke mere i længden.

 

 

En del af Jan Elnifs forskning har koncentreret sig om udviklingen af mavetarmkanalen hos mink.
(Foto: BioInfo)

 

 

 

Foderets fordøjelighed
”En anden meget relevant side af vores forskning er undersøgelser over, hvordan foderet fordøjes hos mink.”
Jan Elnif fortsætter:

”Vi startede med at undersøge minkhvalpene ved syv ugers alderen. Her kunne vi se at protein, som er en meget væsentlig del af minkens ernæring, blev fordøjet cirka fem procent dårligere hos hvalpene end hos de udvoksede mink. De udvoksede mink fordøjede cirka 85 procent af proteinet, mens hvalpene på syv uger kun fordøjede cirka 80 procent.”

Beregningstabeller over foder er udarbejdet til udvoksede mink, så det kan være et problem, hvis minkhvalpene i realiteten ikke får det, de skal have, fordi de fordøjer protein dårligere. Der er desuden en risiko for, at nogle stoffer kun bliver fordøjet delvist, inden det kommer ned i tarmen og derfor ikke kan optages.

Mange af disse stoffer er osmotisk aktive – for eksempel sukker – og det trækker vand fra dyret ud i tarmen og giver diarre. En tilstand som kaldes osmotisk diarre i modsætning til de diarreer, som kommer af bakterier og virus. Forskerne råder derfor minkavlerne til, at de giver hvalpene foder med let fordøjeligt protein.

”Minkenes føde er primært affaldsprodukter fra fiskeindustrien. Når vi spiser en fiskefilet, så går hovedet, skindet og benene til minkfoder. Der produceres over 500.000 tons pelsdyrfoder om året, og langt over halvdelen af det er fiskeaffald eller andre biprodukter fra fødevareindustrien.

Det er ikke det bedst fordøjelige – der er for meget brusk med. Ved at pege på, at der kan være både vækstmæssige og sygdomsmæssige problemer ved ikke at give det bedste – og dermed også det dyreste – foder i vækstperioden, så løber man en risiko.

Umiddelbart ved pelsdyravlerne det godt, men retter sig ikke altid efter det. Når man siger tingene tilstrækkelig mange gange, så bliver det også hørt, men da godt foder koster mere, så går det ud over producentens indtjening, så argumenterne skal være i orden”, fortæller Jan Elnif,

”Vi skal så i gang med at undersøge, hvorfor hvalpene fordøjer protein dårligere.” 

 

 

Ved at dissekere en mink får man mulighed for at studere en rovdyrtarm, som er meget anderledes end tarmen hos for eksempel grise, køer og mennesker.
(Foto: BioInfo)

 

 

Samme foder til tæve og hvalpe
Godt foder skal indeholde proteinkilder, som er lettere at fordøje, end det er fra fiskeaffald. Slagteaffald fra kødindustrien kan sagtens bruges til minkfoder, men det skal varmebehandles først. Det skal fiskeaffald ikke.

I Danmark har vi ret strenge retningslinier for brug af slagteaffald til dyrefoder. Alt skal autoklaveres, det vil sige varmebehandles ved meget høje varmegrader.

Der er dog nye EU-regler på vej, der bløder lidt op. Ved varmebehandlingen forsvinder cirka tre til fem procent i fordøjelighed. Protein er en kæde af aminosyrer, som ligger rullet sammen. Ved opvarmning kan der ske en krydsbinding mellem aminosyrerne, så de ikke er så lette at angribe for enzymerne, som dem i råt kød.

Det er især affald fra kyllingeproduktionen, som bliver benyttet, men da det er varmebehandlet, kommer fordøjeligheden ned på 80 procent, og det er i underkanten.

Det er bedst, hvis fordøjeligheden ligger på 90 procent. Jan Elnif har målt proteinfordøjeligheden i foderet hos hvalpene fra de er syv uger gamle, hvor de alene ernærer sig af foderet og til elleve-ugers alderen. Den kan ligge under 80 procent, og så er det ved at blive kritisk.

Et praktisk problem i minkproduktionen er måden, foderet bliver givet på. Det fordeles i en slags grød oven på buret. Foderet skal have en konsistens, så det ikke løber ned på jorden, men det skal heller ikke være så hårdt, at det er svært for minkene at æde det.

Foderet er til de mink, der er i samme bur, og i hvalpeperioden er det minktæven, der skal æde for at producere mælk, og minkhvalpene, der har et stigende forbrug af foder samtidig med, at de dier hos tæven. Først får de meget mælk og lidt foder, dernæst lidt mælk og meget foder. De er fravænnede i otte-ugers alderen og æder derefter udelukkende af foderet.

Det er altså det samme foder, man i en lang periode giver både tæve og hvalpe, selv om deres behov, som undersøgelserne viser, ikke er ens.

”Vi afprøver så forskellige foderblandinger for at se, hvordan proteinfordøjeligheden er. Mange pelsdyravlere siger til det foder, vi blander, at det kun kan gå i forsøgsmæssig sammenhæng. Og det er i en vis udstrækning rigtigt. Man kan ikke blot tage de forsøgsblandinger, som vi bruger og gå ud fra, at man kan bruge dem i praksis. Det er heller ikke vores opgave. Her har pelsdyravlerne deres egen forsøgsstation, hvor de gennemfører forsøg med blandt andet foderblandinger. Vores forsøg kan inspirere dem, og vi har et mægtig godt samarbejde”, siger Jan Elnif.

 

Hygiejnen skal være i top
Andre lande, som vi normalt sammenligner os med, har lempeligere regler med hensyn til varmebehandling end vi har, for eksempel Norge og Holland, som også har en stor pelsdyrproduktion.

Det er dog ikke kun en fordel at slække på kravene. Mink er meget følsomme over for sygdomsfremkaldende bakterier, så foderproducenter og pelsdyravlere skal være meget opmærksomme på hygiejnen.

I Norge døde for nogle år siden hen ved 150.000 mink på en lille uge, fordi man i en fodercentral havde tilsat slagteaffald, som var blevet glemt i et hjørne, til foderet. En meget lille procentdel, men nok til at de fleste mink, som fik af den foderblanding, blev syge af botulisme og døde.

Jan Elnif forklarer: ”Mink er strikte rovdyr. Den jager og nedlægger byttet, som straks fortæres i modsætning til ræv og hund, der godt kan æde ådsler og lettere fordærvet foder. Ræven kan tåle flere forskellige former for botulisme. Det kan mink slet ikke”.

Mink som model for mennesket

Som nævnt i indledningen kan forskning i minkhvalpe være med til at øge vidensgrundlaget for de for tidlig fødte børn. Cirka en tredjedel af dem overlever ikke, fordi deres tarmsystem ikke fungerer.

Alle organer ser ud til at fungere fint, selv lungerne som ofte er et problem, men så snart lægerne forsøger at lægge føde ned i maven på de små, kommer det op igen. Tarmen er simpelthen ikke klar til at modtage næring. Resultatet er, at tarmen rådner. Kirgurgisk forsøger man så at klippe det rådne stykke ud, sy det sammen og prøve igen.

Den grundforskning, som bliver foretaget i udviklingen af mave-tarmkanalen hos grise og mink er med til at øge kendskabet til, hvad det er for nogle faktorer, der påvirker tarmudviklingen.

Grise og mennesker er mere færdige ved fødslen end minken, der ikke er så langt i udviklingen, og det gør den spændende som modeldyr i denne forbindelse. Grisen har per tradition længe været modeldyr for mennesket i ernæringsmæssig sammenhæng, fordi den passer bedst med menneskets udvikling.

Ved at tage en helt anden dyreart ind får forskerne iagttaget nogle ekstremer. De ting, der er væsentlige hos både mennesker, grise og mink, er ting, der skal fungere hos alle arter, mens forskellene er mere artsspecifikke.

 

 

BioInfo Nyt april 2005, skrevet af Gudrun Lau Bjerno

 

Litteraturforslag:

 

• Berg, Peer: Det teoretiske grundlag for minkavl. Dansk Pelsdyravl, 2002, nr. 7/8, side 24-27.
• Betydningen af fødselsforløbet og yngelplejeadfæren for den tidlige hvalpedødelighed hos farm mink (Mustela vison). Af Mette Gade, KVL, Institut for Produktionsdyr og Heste, 2004, 33 sider.
• Clausen, Tove og Carsten Hejlesen: Hvor meget protein skal vi have i foderet i vinter- og diegivningsperioderne? Dansk Pelsdyravl, 2002, nr. 10, side 41-42.
• Damgaard, Birthe M.: Foderets betydning for minkens trivsel og miljøet. Dansk Pelsdyravl, 2001, nr. 10, side 10-11.
• Etik, velfærd og adfærd i husdyrbruget. Af Dorit Borgaard m.fl. Landbrugets Rådgivningscenter, Landskontoret for Uddannelse, Landbrugsforlaget, 1999, 216 sider. Heri: Kap. 7: Werner Hansen, Steffen: Mink, side 135-150.
• Hansen, Janne: Forsøg med minkens adfærd. Dansk Pelsdyravl, 2003, nr. 11, side 14-15.
  Hansen, Janne: Kan risikoen for fedtede hvalpe nedsættes?; Fremgangsmåde i tilfælde af udbrud af fedtede hvalpe. Dansk Pelsdyravl, 1997, nr. 4, side 193-195.
• Hansen, Steffen W.: Adfærd og velfærd hos farmminken. Jord og Viden, 1004, nr. 19, side 22-24.
• Husdyravl: teori og praksis. Redigeret af Lars Gjøl Christensen, Biofolia, 2003, 256 sider. Heri: Peer Berg: Pelsdyravl, side 167-176.
• Husdyrvelfærd og husdyrproduktion: en rapport om forskning i velfærd for husdyr. Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Forskningssekretariatet, 1995, 174 sider. Heri: Mink, side 89-117.
• Lau Jeppesen, Leif og Vivi Pedersen: Gør god velfærd bedre. Dansk Pelsdyravl, 2004, nr. 2, side 4-7.
• Lau Jeppesen, Leif: Bevar minkens gode velfærd. Dansk Pelsdyravl, 2002, nr. 6, side 5-6.
• Møller, Steen Henrik og Mariann Chiél: Undgå fedtede hvalpe. Dansk Pelsdyravl, 2001, nr. 4, side 193-196.
• Produktionsdyr & dyreetik. Af Aage Kristian Olsen og Niels Nørskov Stidsen. Landbrugets Samfundskontakt & Landbrugsrådet, 1999, 63 sider.
• Risager, Hans Jørgen og Mikale Lassén: Foderhygiejne ude på pelsdyrfarmen. Dansk Pelsdyr­avl, 2001, nr. 4, side 184-187.
  Sangild, Per T.: Fødslen – livets største omvæltning. Den første føde – tidlig ernæring hos dyr og mennesker, KVL – temahæfte, 1004, side 10-11.
• Sønderup, Michael: Bedre hygiejne og trivsel i diegivningsperioden. Dansk Pelsdyravl, 2003, nr. 2, side 49-51.
• Sønderup, Michael: Praktisk minkavl: flere veje at gå. Dansk Pelsdyravl, 2002, nr. 9, side 50-52.
• Udtalelse om pelsdyrproduktion. Det Dyreetiske Råd, Justitsministeriet, 2003, 31 sider.