Værter for ubudne parasitter

For to år siden blev der fundet en særlig parasit i en trafikdræbt ræv ved Tåstrup. Parasitten blev identificeret til at være den såkaldte Ræve-dværgbændelorm, med det videnskabelige navn Echinococcus multilocularis. Det var første gang, man observerede netop denne parasit i Skandinavien, selvom den er velkendt i Mellemeuropa.

Fundet af parasitten i ræven rejste flere spørgsmål om hvorvidt hunde og katte kunne smittes, og det gav anledning til et større forskningsprojekt vedrørende parasittens livscyklus og værtskrav. Men hvorfor skulle Ræve-dværgbændelormen helt til Danmark, før der var nogen, der satte sig for at undersøge den nærmere?

 
Svaret på spørgsmålet skal bl.a. findes i kombinationen af forskere med ekspertise i netop denne type parasitter og med erfaring i forsøg med rovdyr samt de helt rette laboratorieforhold.

Det er nemlig ikke ufarligt at forske i Ræve-dværgbændelormen. Den er klassificeret på en måde, med hensyn til dens farlighed for mennesker, som kræver at forsøgene skal udføres under strenge sikkerhedskrav.

 

Der bl.a. skal være tre vægge omkring forsøget, luften i laboratoriet skal højtryksfiltreres, og man skal skifte tøj og bade flere gange, hver gang man går ind og ud af rummet.

I spidsen for forskergruppen står forskningsprofessor Christian Kapel fra Center for Eksperimentel Parasitologi ved Det Biovidenskabelige Fakultet.

Han forsker i parasitære zoonoser. Zoonoser er sygdomme, som smitter fra hvirveldyr til mennesker og som er forårsaget af bl.a. bakterier, vira og parasitter.

Forskergruppen har valgt at koncentrere sig om de ormeparasitter, som findes i den vestlige verden.

"Der er en hel del forskningsgrupper over hele verden, som beskæftiger sig med tropiske parasitter, og der er ingen tvivl om, at parasitzoonoserne har en meget stor betydning i de tropiske områder, men der er også en hel del af dem, som har betydning i vores del af verden, og det er vigtigt at følge med i dem" siger Christian Kapel.

 

Ræve-dværgbændelormens værter – et studium i risikofaktorer
I området lige nord for Alperne giver den ovennævnte Ræve-dværgbændelorm anledning til store problemer. I Schweiz, f.eks., er der 10-20 personer om året, der bliver syge efter at være blevet smittet.

Da det kan være en livstruende sygdom, er det noget man tager alvorligt.

"Vores forskning sigtede mod at belyse, hvor vigtige forskellige dyr er i forbindelse med smittespredningen – altså i parasittens livscyklus. Vi vidste godt, at ræven er den vigtigste vært, men vi vidste også, at både katte og hunde kan blive smittede. Og da katte og hunde jo er meget tættere på mennesker end ræve, var vi interesserede i at finde ud af, hvor meget de potentielt bidrager i smittespredningen" fortæller Christian Kapel, og fortsætter:

 

"Vi undersøgte parasittens livscyklus og overlevelsesevne i både kat, hund, ræv og mårhund. Mårhunde ligner ræve, men er lidt mere plumpe i kropsbygningen. De har spredt sig fra Østeuropa og indover Nordtyskland, og findes nu også i Danmark. Vi tog den med i vores undersøgelser for at kunne sammenligne to forskellige vildtarter med hund og kat."

Parasittens overlevelsesevne i de forskellige værtsdyr afslører hvor gode værtsdyrene er til at overføre smitten til andre dyr eller mennesker.

Den metode, som forskerne bruger, er at inficere værtsdyrene med larvestadiet af parasitten, som derefter vokser sig stor nede i tarmen.

Ormen er hermafrodit, og efter et stykke tid begynder den at producere æg, som så bliver udskilt med værtsdyrets afføring.

"Det er Ræve-dværgbændelormens æg, som smitter os mennesker, og som vi derfor skal være på vagt overfor. Vi undersøgte, hvor lang tid der gik, før værtsdyrene begyndte at udskille æggene; over hvor lang tid de udskilte dem; hvor mange parasitæg dyrene udskilte og over hvor lang tid ormene blev nede i deres tarme," fortælle Christian Kapel.

"Resultatet af undersøgelserne viste, at de vilde rovdyr var langt de bedste til at sprede sygdommen – 10 gange så gode som hundene og mere end 100 gange så gode som kattene - hvilket skyldes, at parasitten har det langt bedre i de vilde rovdyr. Så der er altså ikke nogen grund til at gå ind og lave en stor kampagne, der sigter mod katte, når det i realiteten er rævene, der er de allervigtigste" forklarer han.

 

Hvorfor spiser visse folkeslag ikke svinekød?
Trikiner er en anden type parasitter, som forskerne interesserer sig for.

Trikiner, eller Trichinella på latin, er en gruppe af rundorme, som er kendt over hele verden. De kan inficere alle varmblodede dyr, incl. mennesker, og overføres hvis dyret/mennesket spiser råt, eller utilstrækkeligt varmebehandlet kød.

Trikin-larverne frigøres fra kødet i mavesækken, transporteres til værtens tyndtarm, hvorefter de udvikler sig til kønsmodne han- og hunorm. En uge efter parringen producerer hunormen små larver, som via blodbanen transporteres til værtens muskelvæv.

Larverne kan overleve i muskelvævet i årtier og inficere et andet dyr, når værten dør og eventuelt bliver spist.

Dér hvor det bliver risikabelt for mennesker, er hvis svin bliver inficerede. I moderne produktionsformer er det meget usandsynligt, men hvis svinene produceres på friland er det en anden sag:

"På friland bliver de jo pludselig eksponerede til andet end det, vi normalt kender. Vi ser bl.a. problemet i Østeuropa, hvor der er flere af trikinens vildtformer, der pludselig begynder at smitte svin, og dermed også mennesker. På friland får de måske adgang til døde rotter, katte eller ræve. I Østeuropa er der sket store forandringer ved nedlæggelsen af de store kollektivbrug; mange private er gået tilbage til gamle produktionsformer, som ikke er industrialiserede – svinene går i en lille fold bag ved gården og bliver bl.a. fodret med husholdnings- og jagtaffald" fortæller Christian Kapel.

I EU foretager man rutinekontrol af svinekød på alle slagterier. Alene i Danmark bliver der testet 22 millioner svin om året for trikiner, og i hele EU bliver der på årsplan testet omkring 600 millioner svin. Kontrolundersøgelserne har fundet sted siden begyndelsen af 1900-tallet.

Det kan være interessant at filosofere over, hvad der ligger til grund for de forskellige regler og skikke, der følges i religioner verden over. Man kunne måske forestille sig, at det var faren for trikiner, der oprindeligt fik muslimer til at undlade at spise svinekød, og dermed benævne det ’urent’?

 

Unikke rovdyrmodeller
Når parasitforskere studerer parasitters livscyklus foregår det ofte med mus, eller andre små gnavere, som forsøgsdyr.

Man bruger dermed musene som ’modeller’ for parasittens livscyklus og vækstkrav i forhold til alle andre varmblodede dyr. Men der er store fysiologiske forskelle mellem gnavere og rovdyr, og det kan derfor være svært at bruge resultaterne mere generelt.

På Center for Eksperimentel Parasitologi griber man det derfor an på en lidt mere avanceret måde:

"Vi har nogle dyremodeller, som sætter tingene i et andet lys. Når man nu ved, at trikinen typisk er en rovdyrparasit, så er det jo mest naturligt at studere den i rovdyr, og selvfølgelig også i grise, som jo også kan blive smittede," fortæller Christian Kapel.

"I stedet for at bruge de klassiske gnaver-forsøgsdyr, så bruger vi forsøgsdyr, hvor man bagefter kan sige, at det er en naturlig model, eller vært, for denne parasit – og det kan bl.a. være ræve. Og vi har faktisk fundet kæmpestore forskelle i hvordan parasitterne opfører sig, afhængigt af om de er i en musemodel eller i en rævemodel. Vores rovdyrmodeller er helt unikke. Der er ingen andre i verden, der anvender rovdyrmodeller. Der er selvfølgelig nogle, der bruger katte og hunde, men ikke ræve. Man kan konkludere mere direkte, når man bruger de naturlige modeller" forklarer han.

Men hvad er det, der er så forskelligt mellem f.eks. gnavere og rovdyr?

"Det er typisk dyrenes tarmsystem, der gør forskellen. Hvis dyret spiser et parasitæg, så er det måske sådan, at ægget skal udsættes for galden fra en ræv, før det kan gå videre i sin livscyklus. Og hvis det er en af de parasitter, der skal ud i muskulaturen, så er der også store forskelle i pH og andre sammensætninger ude i vævet. Så det er et spørgsmål om parasittens tilpasning til specifikke forhold. Men der er faktisk meget lidt viden om dette med de forskellige dyremodeller, fordi de fleste har undgået at arbejde med rovdyrmodellerne" fortæller Christian Kapel, og forklarer hvorfor ingen før har brugt ræve:

"Man må ikke bruge vilde dyr i forsøgsøjemed. Men i Danmark har vi rævefarme, hvilket er helt exceptionelt, og det er grunden til, at det overhovedet har været muligt for os. Derudover er der ingen tvivl om, at det er væsentligt sværere at arbejde med rovdyr, end det er med mus – fordi de bider. Hver gang man f.eks. skal tage en blodprøve på en ræv, eller foretage et andet mindre indgreb for at følge infektionen, så skal ræven bedøves. Det er altså væsentligt mere besværligt."

Dyrehåndteringen overlader forskerne til folk, der er uddannede til det, så det sker på den mest professionelle måde.

 

DNA-analyser til artsbestemmelse af trikiner
En del af forskningen på Center for Eksperimentel Parasitologi går ud på at finde ud af, hvor mange forskellige trikin-arter der findes, og hvordan de adskiller sig fra hinanden.

"Artsbestemmelse kan kun ske ved at studere trikinernes DNA-sekvenser. Det har været et stort dilemma, at man ikke kan se forskel på de forskellige trikin-arter i mikroskopet – selv elektromikroskopi er ikke nok. Derfor er det så spændende; vi har arter, som vi overhovedet ikke kan se forskel på, men de opfører sig højst forskelligt, når de kommer ind i et svin," siger Christian Kapel. 

"Det er ved de biologiske og fysiologiske egenskaber, at de adskiller sig fra hinanden. Det kan være i måden hvorpå de smitter forskellige dyr; om de kan tåle frysning eller ej; hvor meget varme de kan tåle! Der er f.eks. en af de tropiske arter, som tåler ganske få grader højere temperatur end de andre. Men det er ofte de marginale forskelle, der afgør, om arten spredes godt eller dårligt" fortæller han.

Man kan ikke dyrke trikiner i kultur – det har nemlig ikke været muligt at finde et kunstigt system, hvor de kan vokse og gennemføre deres livscyklus. Så forskerne må tage mus til hjælp:

"Vi giver dem til mus via føden; så invaderer de musens muskelvæv, og vi kan så have dem ’gående der’ indtil vi skal bruge dem til forsøgene. Så dissekerer vi musen, og udsætter derefter vævet for kunstig fordøjelse, ved hjælp af pepsin og saltsyre, og dermed frigøres larverne fra muskelvævet."

 

Hunden - menneskets bedste ven?
Hverken Ræve-dværgbændelormen eller trikinerne udgør tilsyneladende den store risiko for danskernes helbred. Men der findes en anden ormeparasit som muligvis gør det. Det er spolormen, eller Toxocara på latin:

"Det er en lille rundorm, som typisk findes hos hunde. Vi ved, at den forekommer hos 15-20% af vores hunde, lidt afhængig af om det er kennelhunde eller familiehunde. Den forekommer hos 60% af vores ræve, og vi ved ikke helt hvor hyppigt, den forekommer hos katte," fortæller Christian Kapel og fortsætter:

 

"Spolormens æg kommer ud med dyrenes afføring, og æggene klækkes til små larver, når de kommer i berøring med jorden. Hvis børn spiser inficeret jord, vil de små larver udvikle sig og vandre rundt i kroppen, og kan bl.a. ende oppe i øjnene."

"I Holland, Irland og Polen har man undersøgt hyppigheden af børn med spolormeinfektion, og der fandt man, at 10-30% af børn fra 5-15 år har været udsat for smitte af denne parasit. Vi vil prøve at undersøge, hvordan de forskellige spolormearter smitter hunde, katte og ræve," siger han.

"Vi ved, at det er forskellige arter af spolorme, som findes hos kat, hund og ræv, men kan de smitte fra det ene dyr til det andet? Vi ved, at den spolormeart, som findes i katte, ikke kan overleve i hunde, men om den kan overleve i ræve ved vi ikke. Hvis vi skal sætte ind med noget forebyggende arbejde er det vigtigt at vide, hvor vi skal sigte hen" forklarer Christian Kapel og slutter:

"Spolormen er ret smitsom i forhold til Ræve-dværgbændelormen. Kun ganske få af dem, der bliver udsat for smitte af Ræve-dværgbændelormen vil udvikle sygdommen, som kan være meget alvorlig. Det er omvendt med spolormen; den er godt tilpasset til at smitte mennesker, så en stor del af dem der bliver smittet, vil også udvikle sygdommen toxocarose, der dog oftest er ufarlig."

 

 

BioInfo Nyt februar 2002, skrevet af Lene Düwel

 

Litteraturforslag

• Kapel, Christian: Trikinen – et tiltagende problem i Europa. Dansk Veterinærtidsskrift, 2002, årg. 85, nr. 2, s. 11-15.  
• Kapel, Christian & Saeed, Isam: Echinococcus multilocularis – en ny zoonotisk parasit i Danmark. Dansk Veterinærtidsskrift, 2000, årg. 83, nr. 8, s. 14-16. Artiklen findes online på Den Danske Dyrlægeforenings hjemmeside i arkivet over artikler i Dansk Veterinærtidsskrift. 
• Faggruppen for Parasitologi, Sundhed og Udvikling (PSU), Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer
• International Commission on Trichinellosis