Skovflåten spreder Borrelia fra mus til menneske

Mødet med en skovflåt bliver for nogle mennesker en alvorlig sag. Flåten kan nemlig være inficeret med bakterien Borrelia, der kan resultere i sygdommen borreliose.

Borrelia-bakterien stammer fra mus, og små flåtlarver får bakterien i sig, når de første gang snupper sig et blodmåltid. Bakterien kan overleve i flåten op til et helt år, og kan så videregives til for eksempel fasaner, rådyr, hunde eller mennesker.

På Det Biovidenskabelige Fakultet forsøger en forsker at få et billede af samspillet mellem flåt og Borrelia-bakterie. 

Hendes jagt har ført hende forbi blodproteiner i slagtekvæg og Creutzfeld-Jakobs syge, hun har disse­keret spytkirtler ud fra flåterne ved at bruge øjenkirurgsakse, og hun er endt med at finde en metode, der kan afsløre hvilke dyr, flåten har suget blod fra i op til et år før hun har fanget den.

Det kan vise sig at være vigtigt i forhold til at få svar på, om der er nogle dyr, der er hovedansvarlige for spredningen af Borrelia-bakterien.

Biologisk forskning i flåter har haft sin storhedstid i 30’erne, stoppede så helt i løbet af 60’erne og lå nærmest stille i tyve år. I 80’erne fandt man ud af, at folk faktisk blev syge af at blive bidt, og så begyndte forskerne igen at interessere sig for flåterne.

Meget af den forskning i Borrelia, der er foregået indtil nu, har været fokuseret på bakterien og er gået uden om flåten. Men da Borrelia-bakterien er så smart, at den tilpasser sig de systemer den er i, har agronom Jean Vennestrøm valgt at gøre flåterne til genstand for sit ph.d.-projekt.

Borrelia – sådan smitter den

Flåternes livscuklus består af en række forskellige stadier, der alle suger blod. Alt efter hvor i sin cyklus flåten befinder sig, er det mus, småfugle, fasaner, hunde, rådyr og mennesker, der er oplagte værter. 

Mus kan smitte hinanden med Borrelia via urinen, men de bliver ikke syge af den. De mindste flåtlarver suger hovedsagelig blod på mus, og her får de ofte Borrelia i sig.

Flåternes tarmsystem er en sæk, hvor blodet ligger, til det skal bruges. Når flåten har behov for næring, optager den det, der ligger tættest på tarmvæggen.

En stor del af tiden – specielt hele vinter­perioden – ligger den i dvale og bruger næsten ingen energi og derfor meget lidt næring.

De sygdomsfremkaldende mikro­organismer fra værten kommer ind i flåten med blodet og lander i første omgang i tarm­sækken. Herfra finder de så vej over i flåtens spytkirtler og derefter over i flåtens næste vært, uden at flåten selv angribes af bakte­rien.

Hvor var de sidst?

En af de ting, Jean Vennestrøm er specielt interesseret i at undersøge, er, hvordan Borrelia egentlig spredes fra mus til menneske ved hjælp af flåterne – om der er nogle mel­lemværter, der i højere grad giver Borrelia-bakterien videre.

Hun har derfor været i skoven og fanget et stort antal flåter, og hun har videreudviklet en metode til at finde ud af, hvor flåten sidste gang fik sig et blodmåltid.

Jean Vennestrøms projekt kombinerer arbejde i felten med helt nye molekylær­biologiske metoder. Foto: BioInfo

”Hvis man tager en flåt af et dyr, ved man jo, at flåten har suget blod af lige netop dette dyr. Men når jeg går ud og fanger flåter til mine undersøgelser, foregår det ved, at jeg går med et flag i skovbunden, som flåterne hopper op på, og så ved jeg jo ikke, hvor de sidst har suget blod henne," fortæller Jean Vennestrøm og fortsætter:

"Helt tilfældigt faldt jeg en dag over en artikel, som beskrev, hvordan nogle forskere i forbin­delse med undersøgelser af smittekilder til Creutzfeld-Jakobs-syge (den menneskelige variant af kogalskab), ville undersøge, om forskellige kødprodukter har været forure­nede med andre kødprodukter."

"Det gjorde man ved hjælp af en immuno­logisk metode kaldet ELISA, som kan afsløre ganske små mængder af fremmede muskel­proteiner i kødet. Det, man kiggede efter i disse undersøgelser, var blandt andet protei­net troponin, som er aktive i forbindelse med sammentrækningen i musklen," forklarer hun. 

"Typen af troponin er forskellig fra dyreart til dyreart, modsat aktin, der er næsten identisk i alle dyrearter. Så kom jeg til at tænke på, at flåten ganske vist suger blod, men for at suge blod skal den igennem musklen, så derfor må flåten også få noget muskelprotein i sig” siger Jean Vennestrøm.

Og hun var heldig – metoden virkede, hun kunne godt finde muskelproteiner i de flåter, hun samlede ind, og ELISA-metoden kunne afsløre, om flåten havde siddet på et rådyr, en ko eller en fugl.

Dissekerer spytkirtler ud

Jean Vennestrøm er også interesseret i at finde ud af, hvor i flåterne Borrelia-bakte­rierne befinder sig, når flåten bider – om de findes i tarmene, eller om de er i spytkirtlerne hele tiden.

Det skyldes, at hun gerne vil undersøge, hvornår præcis, flåten smitter. Lige nu får danskerne det råd, hvis man får en flåt på sig, skulle man være nogenlunde sikker på, ikke at blive smittet med Borrelia, hvis man får flåten pillet af, inden der går 24 timer. Men hvis bakterierne er i spytkirtlerne hele tiden, kan flåten overføre smitte fra det øjeblik, den begynder at suge blod.

Spytkirtlerne er lange tråde der går fra munden og ned langs siden af flåten og er slynget ind i dens tarm.

Havde spytkirtlerne bare siddet i munddelene, kunne Jean Vennestrømblot skære dem af og analysere dem, men nu er hun i stedet gået i gang med en dyr øjenkirurgsaks, som gør hende i stand til at dissekere spytkirtlerne ud fra hvert enkelt dyr, så hun derefter kan analysere kirtlerne ved hjælp af den molekylærbiologiske metode PCR (polymerase chain reaction), der kan genkende stumper af Borrelia-bakterier­nes DNA.

Når Jean Vennestrøm er færdig med undersøgelsen, kan hun sige, om tommelfingerreglen om de 24 timer holder.

En saks til 1600 kr. gør Jean Vennestrøm i stand til at få de trådlignende spytkirtler ud af flåterne. Foto: BioInfo

Skovflåtens livscyklus. Begynd til venstre: Hunnen har lagt en portion æg i skovbunden. Hun lægger 2500-3500 æg ad gangen, og de lægges i en klump med et fedtstofagtigt materiale rundt om.  Æggene klækker typisk i maj måned, når temperaturen når over 17 grader.

Æggene klækkes til larver, der finder en vært at suge blod på. Larverne er meget små og går ikke ret langt, så det er primært musene, men også de helt små spurvefugle i skovbunden, der er interessante for dem.  

Når larven har suget blod, falder den af og ligger i skovbunden, hvor den skifter til nymfestadiet. Det mest almindelige er, at den bliver i skovbunden som nymfe vinteren over.

Næste forår kommer den op igen, når det er blevet varmt, og kravler så langt op i vegetationen, at den sid­der sådan cirka i knæhøjde og venter på at der kommer nogle større værter forbi. På dette tidspunkt er fasanen en vigtig vært.

Så suger flåten blod, falder af, skifter stadie og ligger igen i dvale ind til næste forår.

Herefter er det meget forskelligt, hvornår flåterne vågner op igen – de tidligste i februar. De voksne er mest interesserede i større dyr som for eksempel råvildtet. 

Det skyldes, at de helst skal finde nogle store dyr, hvor der både kan suges blod og findes partnere at parre sig med. De kan godt parre sig i skovbunden men for at parringen skal give resultat, skal hunnen have et blodmåltid.  

Når hunnen er parret, lægger hun æg og dør. Hannerne kan parre sig op til tre gange, så dør de også. I modsætningen til hunnen suger hannen ikke blod – de lever af blodmåltidet fra nymfestadiet, hvilket også er det hunnen gør, men da hun skal danne og lægge æg er hun nødt til at få en ny potion blod hertil.

Illustration: Modificeret af Jean Vennestrøm  (www.oeghmp.at/eucalb/)

Godt råd: Check dig selv!

Jean Vennestrøm  vil gerne give ét godt råd videre, som hun altid selv følger, fordi hun gennem sit arbejde har fået så stor respekt for borreliose, og det er at checke sig selv for flåter, hver gang, man har været i skoven. Hun er selv blevet bidt af flåter mange gange, men hun har aldrig været syg af borreliose.

Hun er dog sikker på, at hvis man tager en blodprøve på hende, så vil man finde anti­stoffer mod Borrelia-bakterien.

Det er nemlig ikke alle mennesker, der bliver lige syge af sygdommen. Derfor synes hun heller ikke, folk skal være nervøse for at gå i skoven: ”Det kræver et sammenfald af uheldige omstændigheder at få borreliose: Det er faktisk kun mellem 5-10 % af flåterne, der har Borrelia," fortæller Jean Vennestrøm. 

"Flåten, man får på sig, skal være blandt den procentdel, den skal bide sig fast, og man skal ikke nå at pille den af. Derefter skal bakterien overføres, og ens immunforsvar skal være svækket. Så hvis man ser helt nøgternt på det, er risikoen for at få borreliose ikke kæmpestor. Omvendt kan man sige, at hver gang jeg sidder til et selskab, sidder der en, der har haft borreliose. Så en respekt uden angst er efter min mening den bedste måde at forholde sig til skovflåten” slutter Jean Vennestrøm.