Transgen velfærd

I forsøget på at forstå vores geners funktion, bruges der hvert år millioner af transgene mus på verdensplan.

 

For eksempel er en del af musene gensplejsede til at have arvelige, dødelige sygdomme, som cystisk fibrose, hos andre har man sat dele af blodkoagulationssystemet ud af funktion, og atter andre fungerer som modeller for de grise, man på et senere tidspunkt har tænkt sig, skal levere organer til mennesker.

Hvordan det at være transgen påvirker dyrene, ved man endnu ikke så meget om, men det skal et nystartet forskningsprojekt råde bod på.

 

 

Axel Kornerup Hansen er dyrlæge og professor i forsøgsdyrkundskab og forsøgsdyrvelfærd på Det Biovidenskabelige Fakultet, og han er med i projektet, som blandt andet vil beskæftige sig med, hvilke problemer - i form af sygdomme, ændret adfærd og lignende - de transgene mus får, og hvordan man kan måle deres reaktion på et eventuelt ubehag.

 

På længere sigt kan projektets resultater måske også sige noget om, hvordan det er at være organdonorgris.

 

Radiomus
Fælles for alle transgene gnavere er, at de er meget kostbare og skal opstaldes under helt specielle forhold. For eksempel vil man gerne undgå, at de får infektioner.

 

Derfor skal dyrene isoleres i bursystemer, der har egen ventilation og faktisk er fuldstændigt tætte, og hvor det kan være svært at skabe et tilnærmelsesvist naturligt miljø for dyrene. Men hvordan finder man ud af, om det påvirker musene i negativ retning?

"Vi mener faktisk, at vi kan registrere dyrenes reaktion ved det der hedder telemetri, altså ved at indsætte en radiosender i dyret. For eksempel kan vi se, at hvis vi sætter en rotte over på et underlag, den ikke kan lide, for eksempel et trådnet, så stiger puls og blodtryk og forbliver højt, lige så længe den går der," fortæller Axel Kornerup Hansen og fortsætter:

"Vi ser meget frem til, at den teknik kan bruges på de transgene dyr, når vi skal undersøge deres reaktion på opstaldningsforholdene. Når først radiosenderen er sat ind, registrerer en computer radiosenderens signaler. Vi skal ikke håndtere dyret, det går bare rundt i sit miljø og sender den information til computeren. Det er en metode, vi venter os en del af."

 
"En anden metode, man kan bruge, er vækstregistreringer. Rotter og mus er i vækst hele tiden, og man ved fra landbrugsdyr og fra mennesket, at stress bevirker, at man vokser asymmetrisk, når man er i vækst. Ikke så meget, at man ligefrem bliver skæv i ansigtet, men der går uorden i systemet, og det er nok til, at man kan måle det. Vi har prøvet det af med nogle rotter, der har nogle urinvejsproblemer, og de er betydeligt mere asymmetriske en dem, der ikke har de problemer" forklarer Axel Kornerup Hansen.

 

Blodtypen passer ikke
Udover at reagere på deres burforhold, kan musene også have problemer med helbredet. Hvis man har gensplejset en mus til at udvikle en ubehagelig, dødelig sygdom, bliver den selvsagt syg med tiden.

 

Det er så ifølge Axel Kornerup Hansen forskernes opgave at undersøge, det de vil undersøge, på et så tidligt tidspunkt, at musen kan aflives, inden den rammes af alvorlig sygdom.

 
De fremmede gener kan imidlertid også give bivirkninger, som ikke er tilsigtede. Det er netop tilfældet for de mus, som er modelorganismer for organdonorgrisene.

 

Når man engang får udviklet grisene, vil de have betydelige ændringer i deres cellemembraner i forhold til, hvordan membranerne ser ud hos normale grise. Disse ændringer kan laves ved hjælp af gensplejsning, og de er nødvendige, hvis man vil bruge grisenes organer til mennesker.

 

 

Grunden til, at man ikke umiddelbart kan flytte organer mellem grise og mennesker er, at grisene så at sige har en forkert blodtype. Da denne egenskab sidder i cellemembranen, bliver man nødt til at ændre på alle cellemembraner i organismen, og det har muligvis vidtrækkende konsekvenser for dyret.

 

N-acetyllaktosamin er en af basisbyggeklodserne i alle cellemembraner. På den hæftes der et sukkerstof, når cellemembranen opbygges.

 

95% af pattedyrene hæfter galaktose på, men de store menneskeaber og mennesker hæfter fucose på. Sker der ikke mere med fucosen har man blodtype 0, men man kan have nogle enzymer, der ændrer fucosen, hvorved man får blodtype A eller B.

Også i bakterieverden hæftes der galaktose på N-acetyllaktosaminen, og da vi ikke har galaktosen, danner vores immunsystem antistoffer imod bakterierne. Vi vil derfor også danne antistoffer mod et grisehjerte, og hvis man forsøgte sig med at transplantere et "råt" grisehjerte over i et menneske, ville der ske en hyperakut afstødning ganske få minutter efter transplantationen.

Man har endnu ikke kunnet få lavet de nødvendige ændringer hos grise, men teknikkerne fungerer hos mus, og ændringerne i cellemembranerne giver muligvis musene problemer:

 

"Den teknik, man i øjeblikket kan bruge på mus, er helt at fjerne det enzym, der sætter galaktosen på N-acetyllaktosaminen. Det vil sige, at dyrene har cellemembraner uden sukkerstof på. Men det er ikke en ligegyldig byggeklods, man er inde at fjerne. Det er ikke ukompliceret at være sådan en mus. For eksempel har sukkerstoffet faktisk den funktion, at det styrker kapslen i øjets linse. Hvis man mangler den byggeklods, kommer der brud på linsen, og man kan blive blind. Dyret vil muligvis også have en øget følsomhed for at få blodforgiftninger" fortæller Axel Kornerup Hansen.

 

Overlevelsestiden er for kort
Ændringen af cellemembranens egenskaber er den væsentligste ting, man skal ændre, når man vil have grise til at lave organer til mennesker, men det er ikke gjort med det. Menneskekroppen vil stadig afstøde organet i løbet af nogle dage. Man skal op på en overlevelsestid på omkring ti år for det transplanterede organ, før det kan bruges til noget.

Derfor er man også nødt til at sætte nogle andre ting ind, der gør, at menneskets immunsystem vil anerkende det nye organ. Det er nogle simple ting, nogle små andre byggeklodser, man skal sætte ind, hvor grisen ellers bare beholder sine egne også.

 

Der sidder stadig en ting, der siger "gris", men der sidder også en, der siger "menneske", og så accepterer immunsystemet det.

Ifølge Axel Kornerup Hansen er de ændringer sandsynligvis ikke så problematiske for dyret, som når man piller direkte ved membranopbygningen.

 

Derudover er der problemer omkring funktionen af organet, overførsel af infektioner og andet, som man skal have løst først.

 

Der forskes som sagt intenst på at få teknikkerne til at fungere, og den forskning er ikke mindst støttet af de multinationale medicinalfirmaer, som kan se en stor fordel i at få sat organer i nogle af de mange mennesker, der står på ventelisterne til organtransplantationer.

 

Det vil nemlig betyde en masse faste kunder til firmaerne, fordi de transplanterede skal tage immunundertrykkende medicin resten af deres liv.

 

Det er en smagssag, om man kan lide tanken om, at et menneske kan gå rundt med et grisehjerte. Måske vil den store mangel på organdonorer alene komme til at afgøre udfaldet af diskussionen.

 

Hvis vi når frem til, at grise skal fungere som organdonorer, skal teknikkerne afprøves så grundigt, at transplantationerne kan foregå på forsvarlig vis for både mennesker og grise. For at få sikre det, er forskerne nødt til at bruge transgene mus i det forberedende arbejde, der foregår i øjeblikket.

 

Skal vi bruge færre dyr?
Man har ellers, af hensyn til dyrevelfærden, i mange år forsøgt at bevæge sig mod at bruge færre dyr til forsøg, men spørgsmålet er imidlertid, om det altid fører til forbedret dyrevelfærd. Ifølge Axel Kornerup Hansen er svaret nej:

 

"I 1959 blev de tre r’er, reduce, replace, refine, introduceret. Det var et princip, man skulle leve ud fra, når man arbejdede med forsøgsdyr. Det jeg beskæftiger mig med er refinement, altså at de dyr, vi bruger, får tålelige forhold. Og netop ønsket om at etablere gode forhold for dyrene gør, at jeg ikke mener, at reduktion altid er en særlig god idé."

"Hvis man bruger færre forsøgsdyr i det enkelte forsøg, er det ikke altid sjovt at være de tilbageværende dyr, fordi prisen kan være, at man udsætter dem for en større belastning. Det hænger direkte sammen matematisk, når man skal ind og lave statistik bagefter: Skal man have samme styrke i forsøget, kan man vælge mellem stort udslag og få individer eller lille udslag mange individer. Og så kunne det jo godt tænkes, at det vil være bedst at være mange forsøgsdyr, fordi vi så bestræber os på at få en minimal belastning af dem," siger Axel Kornerup Hansen.

"Når man taler om reduktion siger det jo ikke noget om, hvordan de forsøgsdyr, man har brugt, har haft det. Hvis der har været flere ubehagelige forsøg, er det jo ikke så godt for forsøgsdyrene.
Det kunne jo også tænkes, at man bliver nødt til at lave en mindre mængde forskning, og det er jo heller ikke nødvendigvis godt. Hvis man var parat til det, kunne man jo hurtigt beslutte, at vi holder op med at bruge forsøgsdyr. Eller vi kunne jo vælge sådan noget som AIDS-forskningen fra, for der bruges en masse aber og katte. Det mener folk jo nok heller ikke," siger han.

"I kosmetikbranchen er der heller ikke udsigt til at kunne reducere antallet af forsøgsdyr, så længe der bliver udviklet kosmetika. Der findes nemlig ikke alternative metoder til at teste for allergi, så der er kun en politisk løsning, nemlig at stoppe for udviklingen af nye stoffer til kosmetik. Og det er der selvfølgelig modstand fra kosmetikbranchen" slutter Axel Kornerup Hansen.

 

BioInfo Nyt november 2000, skrevet af Lykke Thostrup i

 

Litteraturforslag

• Hansen, Axel Kornerup og Svendsen, P: Forsøgdyrs velfærd set i relation til dansk lovgivning og dens administration i: Offentligt møde om dyrevelfærd. KVL, 1998.  
• Sandøe, Peter, Birgitta Forsman og Axel Kornerup Hansen: Transgenic animals: the need for ethical dialogue i: Scandinavian Journal og Laboratory Animal Science, vol. 23, suppl. 1, 1996 side 279-285.  
• Svendsen, Ove, Axel Kornerup Hansen og Peter Sandøe: Reduktion i antallet af dyr anvendt til forsøg bør ikke være et mål i sig selv i: Dyreforsøgstilsynets årsberetning 1998.  
• Svendsen, Ove, P. Schambye og H.P. Olesen: Dyreforsøg og dyrevelfærd i: Offentligt møde om dyreværn. KVL, 1998. 
• Svendsen, Ove og Axel Kornerup Hansen: Skånsomme slutstadier ("humane endpoints") i dyreeksperimentel forskning og afprøvning i: Dyreforsøgstilsynets årsberetning 1998.  
• van der Meer, M.: Transgenic animals: what about their well-being? i: Scandinavian Journal og Laboratory Animal Science, vol. 23, suppl. 1, 1996 side 287-290.  
• Weber, Annette: Dyreforsøg set ud fra forsøgsdyrets synsvinkel i: Offentligt møde om dyrevelfærd. KVL, 1998.

 

Man kan se beskrivelser af Afdelingen for Forsøgsdyrkundskab og Forsøgsdyrvelfærds forskningsprojekter ved at gå ind på Institut for Farmakologi og Patobiologis hjemmeside og klikke sig videre derfra til en beskrivelse af Instituttets forskning. Projektbeskrivelserne for afdelingen for Forsøgsdyrkundskab og Forsøgsdyrvelfærd findes et godt stykke nede på siden.