Væksthormoner giver patter, der batter

Nej, du er ikke kommet i besiddelse af et af Kuponnyhedernes mere tvivlsomme tilbud til kvinder med mindreværdskomplekser. Men patter skal det handle om: Kopatter og mælkeproduktion. Man kan nemlig bruge væksthormon til at få køer til at producere mere mælk – en praksis der er vidt udbredt i for eksempel USA og Australien, men forbudt i EU.

 

WHO har godkendt hormonerne
Væksthormon (som også kaldes somatropin) tilhører den gruppe af stoffer, man samlet kalder for vækstfremmere, hvor man også finder forskellige antibiotika og anabolske steroider.

 

De anabolske steroider er kønshormoner, som kan bruges i produktionen af kødkvæg, fordi de øger væksten af musklerne - en virkning som også udnyttes af nogle sportsudøvere, hvis de har valgt at bruge doping i forsøget på at forbedre deres præstationer.

Anabolske steroider er fedtopløselige, hvilket indebærer, at de vil kunne optages af det næste led i fødekæden.

Den mulige risiko ved at indtage anabolske steroider fra maden er blevet diskuteret intenst i både forskerkredse og i den brede befolkning, de gange en tilladelse til brug af vækstfremmende hormoner i landbruget har været oppe at vende.

Somatropin (kvægets form hedder bovint somatropin, BST) er et proteinhormon og kan ikke optages i den organisme, der spiser eller drikker et produkt med somatropin i, men nedbrydes i tarmen til biologisk inaktive bestanddele som andre proteiner i føden.

FN’s landbrugs- og fødevareorganisation FAO og Verdenssundedsorganisationen WHO har sagt god for anvendelsen af både naturlige kønshormoner og væksthormon, da et ekspertpanel har vurderet, at brugen ikke udgør nogen fare for menneskers sundhed.

For steroiderne argumenteres der med, at kønshormonerne findes naturligt i både dyr og mennesker, og at hormonerne er ens.

Det vil sige, at man også indtager kønshormon, når man spiser en bøf, der er fremstillet uden brug af anabolske steroider. Somatropin optages ikke i menneskekroppen, og derfor betragtes det som umiddelbart uproblematisk.

Desuden skønnede ekspertudvalget ikke, at man vil finde hormonniveauer, der er højere, end hvad der er normalt for dyrene, hvis hormonerne anvendes korrekt.

På baggrund af disse vurderinger bruger man i vid udstrækning naturlige hormoner til både kød- og mælkeproduktionen i lande som for eksempel USA og Australien.

Når forbudet alligevel opretholdes i EU, skyldes det i høj grad pres fra de tilsyneladende mere kræsne europæiske forbrugere, som ikke ønsker fødevarer, der er fremstille med hjælp fra sprøjter og kanyler.

Forbudet indebærer også, at man ikke ønsker produkter, der er fremstillet ved hjælp af vækstfremmende hormon til salg i EU’s indre marked, og dette var i anden halvdel af 90’erne ved at udløse handelskrig mellem EU og USA, da amerikanerne mente, at EU hermed lavede en teknisk handelshindring for amerikanske varer.

 

Ekspert i væksthormon
En af dem, der ikke alene har forbrugerens holdning til, men også ekspertens viden om væksthormon, er Mette Olaf Nielsen, som er agronom og lektor på Institut for Anatomi og Fysiologi på Det Biovidenskabelige Fakultet.

Hun har beskæftiget sig med mælkeproduktion og væksthormon, siden hun skulle skrive sit speciale.

Mette Olaf Nielsens interesse for væksthormon blev vakt, da der første gang var tale om at tillade det i EU i midten af firserne. Forinden var man nået frem til at kunne fremstille BST ved gensplejsning. Ved at give en malkeko ekstra BST ville man kunne øge mælkeproduktionen, fordi BST øger yverets evne til at omsætte næringsstoffer til mælk. På den måde kunne man styre, hvor en malkeko kanaliserede næringsstofferne hen.

De virksomheder, der havde fremstillet væksthormonet, var selvfølgelig interesserede i at få taget hormonet i brug, men som det fremgår, lykkedes det ikke, hvilket Mette Olaf Nielsen er godt tilfreds med.

 

Yveret som parasit
Når Mette Olaf Nielsen ikke er tilhænger af, at man bruger væksthormon til mælkeproduktion, skyldes det, at mælkeproduktionen i forvejen kræver mange af koens ressourcer. 
 

Mælkedannelsen stimuleres af BST via et meget kompliceret samspil med blandt andet hormonerne insulin og insulin-like growth factor-1 (IGF-1). BST udskilles fra hypofysen og er et meget centralt hormon for kontrol af vækst og udvikling hos kvæg. BST stimulerer dannelsen af hormonet IGF-1 i leveren, og det er faktisk IGF-1 der er ansvarlig for de fleste af de vækstvirkninger BST har. IGF-1 stimulerer koens vækst ved, at det øger optagelsen af næringsstoffer fra blodbanen og øger omdannelsen af næringsstofferne til vævsbestanddele.

Når en ko producerer mælk, er niveauet af insulin i blodet lavt. Det betyder, at mængden af frit tilgængeligt glukose og aminosyrer i for eksempel musklerne er nedsat, og dermed vil omsætning og tilvækst i musklerne køre på ret lavt blus.

Derimod påvirker insulinniveauet ikke omsætningen i yveret. Her kører produktionen af mælk på højtryk, stimuleret af IGF-1, og forbruget af næringsstoffer er derfor også stort.

IGF-1 transporteres rundt i blodbanen bundet til forskellige bindingsproteiner. Så længe hormonet er bundet, kan det ikke udøve nogen vækststimulerende effekt.

Forskerne gætter foreløbig på, at yveret har nogle helt specielle mekanismer, der kan fjerne IGF-1 fra bindingsproteinerne og få det til at sætte sig på yvercellerne, der så bliver stimulerede. Derved øges yverets blodgennemstrømning, og det øger så igen yverets evne til at optage næringsstoffer og omdanne dem til mælk.

Yveret er altså i stand til at øge forbruget af næringsstoffer, selv om mængden af insulin i blodet er lav. Et lavt insulinniveau er tegn på, at organismen er – eller er tæt på at være – sulten. Derfor kalder Mette Olaf Nielsen da også yveret for "koens største parasit". Denne parasit tærer virkelig på koens reserver, især i de første uger efter koen har kælvet.

 

Hormoner øger risikoen for syge dyr
Den periode, hvor koen producerer mælk, kaldes laktationsperioden. Den begynder umiddelbart efter kælvingen, hvor den første råmælk dannes i yveret.

Råmælken indeholder nogle meget vigtige immunoglobuliner, som er livsnødvendige for kalven. Modsat hos mennesket kan immunoglobulinerne ikke overføres via moderkagen, men i stedet er kalven i stand til at optage dem fra råmælken i de første 48 timer af dens liv.

Når disse to døgn er gået, er det den mest almindelige praksis at tage kalvene fra malkekøerne (kødkvæg bliver normalt sammen), og koen starter nu med at producere rigtig mælk.

Mælkeproduktionen stiger støt de første 4-5 uger for derefter at toppe. I denne første del af laktationsperioden, hvor mælkeproduktionen er særlig høj, stiger koens forbrug af foder.

I begyndelsen kan den øgede foderoptagelse dog ikke modsvare den store mængde energi, der bliver brugt til mælkeproduktionen, så koen taber sig. Dette svækker selvfølgelig koen, og de allerfleste sygdomme hos malkekøer – op til 90% - forekommer da også i denne periode. Sygdommene, der rammer malkekøerne er oftest yverbetændelse og stofskiftesygdomme

 

 

 

Figuren viser sammenhængen mellem mælkeproduktion, foderoptagelse og vægt.

 

Når man bruger væksthormon i mælkeproduktionen gives det for at holde koens produktion af mælk på det høje niveau, og dermed forlænger man i realiteten denne sårbare periode.

I de lande hvor BST bruges i praksis venter man derfor også med at begynde behandlingen med BST, til efter koens mælkeydelse er toppet, for at mindske risikoen for at køerne bliver syge.

 

Dette er hovedårsagen til, at Mette Olaf Nielsen har det fint med det europæiske forbud mod væksthormon:

"Modsat dyrlægerne, som tager over, når dyrene bliver syge, beskæftiger jeg mig som agronom med de raske dyr. Min forskning drejer sig om at finde ud af, hvordan man bedst passer, plejer og fodrer malkekøer, så de på den ene side laver meget og god mælk, og på den anden side ikke bliver overbelastede," fortæller Mette Olaf Nielsen og fortsætter:

"Jeg har for nylig været på en konference, hvor en af foredragsholderne sammenlignede en malkeko med en linedanser: Det er jo ikke højden, der afgør, om hun falder ned af sin line, men hun falder derimod, fordi hun kommer i ubalance. Og det er jo rigtigt, at man kan betragte malkekoen på samme måde."

"Vi agronomer har diskuteret i årevis, om man nu har nået grænsen for, hvor meget mælk en malkeko kan producere uden at blive overbelastet, men det er ikke nødvendigvis ydelsens størrelse, der afgør det. Hvis koen ellers er velforsynet med et godt sammensat foder, tærer den ikke for meget på sig selv, og så kan den fysiologisk godt klare en høj ydelse, uden at blive syg og udmarvet," siger hun.

"Men giver man en ko væksthormon for at øge mælkeydelsen, forlænger man den sårbare periode, hvor koen er ude af balance fysiologisk set. Bruges væksthormonet ikke rigtigt og i kombination med det rigtige foder, risikerer man, at det giver anledning til flere sygdomsproblemer" forklarer Mette Olaf Nielsen.

 

Av for den!
Der bliver produceret mælk så længe koen bliver malket, men produktionen flader ud med tiden. Det er mest almindeligt at stoppe malkningen efter cirka 48 uger.

I mellemtiden er koen blevet drægtig igen, og man lader som regel mælkekirtlerne falde helt hen seks uger inden den nye kælving. Dette kaldes at golde koen, og det gøres, fordi man traditionelt anser det for nødvendigt, at yveret skal have en pause, hvis det igen skal kunne fortsætte med at have en høj mælkeproduktion.

"Goldningen foregår almindeligvis ved, at man stopper malkningen fra den ene dag til den anden, hvilket betyder, at en højtydende malkeko skal stå med op til 25 kg mælk i yveret, som skal nedbrydes og reabsorberes i kroppen, hvilket må være meget smertefuld," fortæller Mette Olaf Nielsen.

"Hvis produktionen af mælk ikke stopper hurtigt nok, tager man foderet og i sjældne tilfælde også vandet fra dyret, og så nærmer man sig grænsen for hvad man kan forsvare rent velfærdsmæssigt. Også i den forbindelse er brugen af væksthormon problematisk, fordi en ko, der bliver behandlet med væksthormon skal goldes fra et højere produktionsniveau end en "almindelig" malkeko" siger hun.

Hun mener dog ikke, at væksthormon på sprøjte udelukkende er et onde. De er for eksempel et uvurderligt værktøj i hendes arbejde med at forstå de indviklede processer, der styrer mælkeproduktionen hos drøvtyggerne.

Dyr, som hun i øvrigt synes, er helt fantastiske, fordi de takket være deres unikke vomfysiologi kan omdanne hønselort og avispapir (som man nogle steder i den 3. verden fodrer sit kvæg med) til kød og mælk, og tænker man efter en ekstra gang, er det svært ikke at give hende ret i det.

Gymnasieklasser kan komme på besøg på Det Biovidenskabelige Fakultet og høre Mette Olaf Nielsen fortælle om køer og mælkeproduktion gennem fakultetets besøgsordning.

 

 

BioInfo Nyt september 2000, af Lykke Thostrup

 

Litteraturforslag

• Textbook of Veterinary Physiology. Red.: James G Cunningham. W.B. Saunders Company 1992. Heri: George H Stabenfeldt: The Mammary Gland, side 467-485.
• Holm, Peter: Bioteknologi i husdyrbrug: en vej til bedre husdyrproduktion? Landbrugsraadet, 1996. Heri: Produktionsfremmende midler, side 47-61.
• Marshall’s Physiology of Reproduction, Vol. 3: Pregnancy and Lactation, part two: Pregnancy and Lactation. Red.: G.E. Lamming. Chapman & Hall 1994, 4. udgave. Heri:T.B. Mepham og N.J. Kuhn: Physiology and biochemistry of lactation, side 1103-1186.
• Niemann-Sørensen, A.: Malkekoens karakteristika i: Optimale foderrationer til malkekoen Foderværdi, foderoptagelse, omsætning og produktion. Beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg, 1983, nr. 551, side 2.1-2.17.
• Reece, William O.: Physiology of Domestic Animals. Lea & Febiger 1991. Heri: Lactation, side 317-329.
• Væksthormon –IGF-I aksens regulering af vækst og laktation. Redigeret af Poul Martin Riis og Kristen Sejrsen. Slutrapport for SJVF rammeprogrammet: IGF-bindingsproteiners og –receptores betydning for væksthormon-IGF-I aksens regulering af vækst og laktation. Statens Husdyrbrugsforsøg. Landbrugs- og Fiskeriministeriet. Intern rapport nr. 89, 1997, 65 sider.